
Acceptance and Commitment Therapy (ACT)
En del af fundamentet i vores faglige tilgang hos Axia er den psykologiske terapiform Acceptance and Commitment Therapy (ACT).
I en ACT-baseret tilgang lægges der stor vægt på, at livet indeholder lidelse såvel som glæde, og det er et vilkår, som vi ikke kan ændre på. Det lyder banalt, men indenfor ACT er den erkendelse omdrejningspunktet for det terapeutiske arbejde, hvor formålet er at lære at håndtere lidelse, ikke få den til at forsvinde. Det er naturligvis dejligt, ikke at opleve lidelse, men sagen er, at vi mennesker evolutionært set er ”kodet” til at være på udkig efter livsfarlige trusler og undgå eller kæmpe mod dem. Da vi levede på savannen var de trusler vi mødte som oftest konkrete og håndgribelige, det gjaldt fx truslen fra rovdyr eller naturkatastrofer. Men i takt med at vi har udviklet os kognitivt, har vores veludviklede sind medført den egenskab, at vi nu også kan forestille os trusler og farer. Konkrete og håndgribelige trusler møder vi stadig i dagligdagen, når vi fx undviger en slingrende billist eller oplever livstruende ulykker, men vi har nu også evnen til at forestille os trusler.
Vi er ydermere sociale væsner og siden vores oprindelse har det været livsnødvendigt for vores overlevelse at tilhøre flokken, som har kunne beskytte og hjælpe os. Vi føler os stadig dybt afhængige af at tilhøre flokken, og det betyder, at forestillinger om at blive ekskluderet, afvist eller ikke være god nok og accepterede, ubevidst kan opleves som en lige så stor trussel mod vores eksistens, som en håndgribelig ydre trussel. Forestillingen om trusler mod vores eksistens og tilhørsforhold, kan opleves meget lidelsesfuldt.
Vi er simpelthen evolutionært kodet til at være opmærksom på trusler, og det er, sammen med følelser af lidelse og smerte, et livsvilkår, som vi alle deler. Og som om, det ikke er nok, så kommer vi også til kort, når vi forsøger at få lidelsesfulde tanker og følelser til at forsvinde. Ja, du kan blot selv prøve dette lige eksperiment. Hvis vi siger, at du ikke må tænke på din yndlingskage, så vil billeder af netop den kage med stor sandsynlighed dukke op i din bevidsthed de næste par minutter, uden du kan kontrollere det. Pointen er, at vi ikke med viljens kraft kan kontrollere vores tanker, vi kan ikke få tanker til at forsvinde eller bytte negative tanker ud med positive. Men vi kan lære at håndtere vores tanker (og følelser) på en måde, hvor vi accepterer deres tilstedeværelse uden at lade dem styre vores handlinger og generelle velbefindende. Megen lidelse forøges, når vi flygter fra vores uønskede tanker og følelser eller prøver at bekæmpe dem igennem selvhad og handlinger der kan være destruktive for os. Det kan vi bruge meget energi, tid og kræfter på, og det kan bevirke, at vi bevæger os længere og længere væk fra hvem vi er, og det liv vi ønsker at leve.
I terapien arbejder vi med at acceptere tilstedeværelsen af svære tanker og følelser uden at dømme, bekæmpe eller flygte fra dem. Vi øver at være til stede i nuet igennem mindfulness-øvelser, at være til stede med sig selv og mærke det som er, uden at det overvælder og tager styringen. Vi udforsker, hvilke værdier, der er vigtige for dig, hvem du ønsker at være og hvordan du ønsker at leve dit liv. Vi undersøger, hvordan du i højere grad kan efterleve det – og ikke mindst, hvilke handlinger der kan understøtte det. Vores tanker og følelser kan vi ikke kontrollere, men vores handlinger, dem har vi mere kontrol over og det er vores handlinger, der skaber det liv vi lever.
Omdrejningspunktet for at arbejde med ACT er at styrke din psykologiske fleksibilitet. Man kan beskrive psykologisk fleksibilitet som evnen til at være med og tilpasse sig livets uforudsigelige veje og omveje på en værdibaseret måde. Evnen til psykologisk fleksibilitet er forbundet med styrket trivsel og mere konstruktiv håndtering af udfordringer, også når livet gør ondt. At forholde sig psykologisk fleksibelt er at forholde sig ærligt og modigt til virkeligheden, også det som er svært, at bruge sine værdier som guidens og tilpasse sine handlinger på fleksibel vis. På den måde bliver værdier ikke rigide leveregler (eller blot en liste ord på et stykke papir), men et kompas, som man aktivt forholder sig til og handler ud fra løbende. Det styrker evnen til både at kunne tilpasse sig og skabe vedvarende forandring på tværs af skiftende situationer og udfordringer.
På den måde er ACT er en procesorienteret tilgang, hvor vi arbejder med blandt andet accept, kontakt til nuet og værdibaseret engageret handling med henblik på at styrke evnen til at leve et meningsfuldt liv med både dets sorger og glæder.
Arbejdet med ACT i terapi
ACT baserer sig på 6 kerneprocesser, som man på forskellig vis inddrager og arbejder med i terapien:
Accept
Defusion
Det iagttagende selv
Kontakt til nuet
Værdier
Engageret handling
Man kan arbejde med kerneprocesserne på mange forskellige måder, afhængigt af, hvad der er fokuspunktet og målet med terapien.
Værdier
Arbejdet med værdier handler om at blive bevidst om, hvad der er vigtigt for dig i dit liv. Værdier kan bruges som holdepunkter og kompas for handling, når man oplever udfordringer og svære perioder. Man kan sige, at værdier er underliggende og vedblivende vejvisere – vi kan ikke opnå vores værdier, vi kan efterleve dem. Målsætninger derimod kan vi opnå, og når vi har opnået et mål, kan vi sætte et nyt mål i overensstemmelse med vores værdier.
Accept
De fleste mennesker kan have svært ved at være med svære følelser, ubehag og lidelse. Det er naturligt at forsøge at flytte sig fra det som er ubehageligt. Det kan komme til udtryk som undgåelsesadfærd, som kan virke beroligende på kort sigt men ofte forstærke smerten og ubehaget på længere sigt, hvilket kan føre til mistrivsel og destruktiv adfærd. Accept indenfor ACT handler om at være med og forholde sig til det som er ubehageligt på en åben og anerkendende måde. Det er ikke det samme som at acceptere tingenes tilstand som noget, man ikke vil forandre. Men pointen er, at hvis vi ikke tør kigge på og være med det som er ubehageligt, så mindsker vi muligheden for at håndtere det som er svært på en konstruktiv måde og at leve i overensstemmelse med vores værdier.
Defusion
Mennesker er følende og tænkende væsner, men vi har meget lidt kontrol over tilstedeværelsen af vores tanker og følelser. Samtidig kan vi have en tendens til at opleve vores tanker og følelser som ”sandheder”, som vi smelter sammen med. Indenfor ACT taler vi om, at vi fusionerer med vores tanker og følelser på en måde, hvor vi lader os overbevise. Hvis vi har en selvkritisk tanke og fusionerer med den, kan vi komme til at tro på, at vi faktisk er inkompetente, ikke gode nok eller hvad den nu kan fortælle os. Vi kan ikke kontrollere hvilke tanker og følelser der dukker op hos os, men vi kan lære at håndtere dem på måder, hvor de ikke får magten over vores selvforståelse, liv og handlinger. Vi kan øve os på at se vores tanker og følelser ”udefra” og som det de reelt er; indre ord og kropslige oplevelser, som gerne må være der, men som ikke behøver at styre showet. Vi kan træne vores evne til at acceptere tilstedeværelsen af vores tanker og følelser, uanset karakteren af dem, og samtidig handle i overensstemmelse med vores værdier og det som er vigtigt for os.
Kontakt til nuet
At være i kontakt med nuet handler om tilstedeværelse, nærvær og opmærksomhed i det aktuelle øjeblik. Vores menneskelige sind er igennem evolutionen blevet udviklet til at være opmærksom på fortiden, for at lære af tidligere erfaringer og fremtiden, for at sikre bedst mulig forberedelse på kommende situationer - alt sammen for at sikre egen overlevelse. Det er en god og brugbar evne, men hvis vi ikke samtidig er i kontakt med nuet, indskrænker vi vores evne til at se og acceptere vores nuværende situation og dermed vores handlingsrum. Kontakten til nuet kan styrkes igennem øvelser i mindfulness, som handler om at træne en bevidst og ikke-dømmende opmærksomhed i nuet.
Det iagttagende selv
Vi mennesker har en evne til at iagttage vores tanker og følelser indefra, så vi kan forholde os til dem og hvordan de påvirker måden vi handler, eller ikke handler i vores ydre verden. Evnen til at iagttage og forholde sig til sammenhængen mellem vores egne tanker, følelser og handlinger kan hjælpe os med at undersøge, om vi efterlever vores værdier og behov. Vi kan ved at styrke vores egen evne til at iagttage vores tanker og følelser også styrke vores evne til at møde andres tanker, følelser og handlinger med åbenhed og nysgerrighed.
Engageret handling
Indenfor ACT er den engagerede handling et vigtigt element. Bevidstheden om egne værdier, erkendelser og selvindsigt skaber ikke forandringer og udvikling i det levede liv, hvis man også handler i overensstemmelse hermed. Når man begynder at handle i overensstemmelse med sine værdier og erkendelser, kan man godt opleve ubehag, fordi der er noget på spil og fordi man begynder at handle på nye måder, som man måske ikke har så meget erfaring med. Det kræver derfor både mod og vedvarende engagement at handle værdibaseret. Det kræver forpligtelse overfor sig selv til at prøve igen, også når man fejler. Betydningen af denne forpligtelse til sig selv tydeliggøres ved den vægt commitment tillægges indenfor ACT (Acceptance & Commitment Therapy). Engageret handling handler dog også om at forholde sig refleksivt, fleksibelt og åbent til situationen og forsøge noget nyt, hvis det man har prøvet ikke fungerer efter hensigten.