Ensomhed
Det er naturligt at føle sig alene og ensom engang imellem. Det gør alle mennesker, og det er et livsvilkår vi alle deler. Man kan dog også i kortere eller længere perioder i livet føle sig ensom på en måde, hvor det går udover ens livskvalitet, glæde og måden man ønsker at leve sit liv. Det kan være man har gennemlevet store omvæltninger, at ens liv er under forandring eller bevæger sig fra en livsfase til en anden, der har betydning for ens følelse af fællesskab med andre. Det kan også være, man har mistet et menneske, man holder af. Eller man kan befinde sig i relationer til andre mennesker, hvor man ikke trives eller føler sig forbundet. Det kan være at man har været udsat for svigt eller traumatiske oplevelser, som kan gøre at man bevidst eller ubevidst er tynget af utryghed, mistillid og skam, som forhindrer én i at være den man er, hvilket kan udfordre ens følelse af forbundethed til andre mennesker og verden omkring sig. Man kan også lide af fysisk eller psykisk sygdom og føle sig anderledes og måske afskåret fra sine nære og fra omverdenen. Det kan være man håndterer følelsen af ensomhed ved at isolere og trække sig fra sociale sammenhænge, hvilket kan forstærke og fastholde den tilstand man ønsker at bryde.
Vi mennesker har et naturligt behov for at relatere og føle os forbundet til andre mennesker. Det kan derfor være smertefuldt at opleve en vedvarende følelse af ensomhed. Det kan føre til mistrivsel og nedsat livskvalitet. Det kan være givende og hjælpsomt at tale med en psykolog, hvis man oplever en vedvarende følelse af ensomhed. I terapien vil vi give rum og plads til de følelser og tanker du har. Vi vil have fokus på at skabe et trygt rum, hvor du kan opleve en følelse af forbundethed. Sammen med dig vil vi undersøge, hvordan du kan være med de tanker og følelser du har på en selvomsorgsfuld måde. Vi vil arbejde med, hvordan du igennem accept, bevidsthed, selvomsorg og værdibaseret handling kan (gen)finde oplevelsen af forbundethed til dig selv og andre.
Kontakt os her, hvis du ønsker at booke tid til en samtale. Hvis du er i tvivl om, hvad du har brug for, og om et psykologisk forløb er noget for dig, er du velkommen til at kontakte os med henblik på en kort afklarende telefonsamtale.
“Jeg har fået en oplevelse af, det er godt nok, at jeg bare dukker op, og jeg er værdifuld som jeg er. Og at det er okay at jeg trækker mig, når jeg har behov, og det er okay at blive socialt drænet og have brug for at lade op.”
Mand i 20’erne. Evaluering af terapeutisk forløb. Fokus på håndtering af ADD i sammenhæng med sociale fællesskaber og relationer.
”Jeg har igennem mit liv ikke følt, at jeg rigtig hører til nogle steder. Vores arbejde omkring fællesskaber og mine tidligere svære oplevelser har igangsat en indre rejse, hvor jeg er kommet i kontakt med, hvem jeg er og alt hvad jeg faktisk har at bidrage med. Jeg er begyndt at øve mig på at opsøge andre mennesker og indgå mere aktivt og ærligt i relationer. Jeg har fået kontakt til mine værdier og længsler og er blevet inspireret til nye veje at gå i mit liv.”
Kvinde i 30’erne. Evaluering af terapeutisk forløb. Fokus på relationelle erfaringer og mønstre.