Depression

Det er meget naturligt at vi mennesker oplever nedtrykthed og tristhed. I nogle tilfælde kan følelserne dog tage til i både styrke og varighed, og opleves som ”en tung dyne” hen over alle aspekterne i éns liv. Det kan udvikle sig til depressive symptomer, som kan have forskellige udtryk hos den enkelte.

Man kan have svært ved at mærke mere positive følelser af glæde, velvære og tilfredshed, eller endda huske, hvordan det overhovedet føles at være andet end nedtrykt og ked af det. Man kan også opleve, at man slet ikke kan mærke sine følelser. Man kan muligvis ikke kende sig selv, og nogle oplever det som om, at de er en skygge af sig selv, hvor de ikke har den samme energi og lyst til de ting, som de plejer. Mange oplever negative tanker, bekymringer og selvkritik, ligesom man også kan opleve modløshed og opleve, at man ikke har håb for, at ens nuværende tilstand eller situation kan ændre sig. Den følelse af håbløshed kan for nogle komme til udtryk i selvmordstanker, hvor man kan få den tanke eller følelse, at det eneste der kan få smerten til at forsvinde, er hvis man vælger livet fra. Det er meget smertefuldt at opleve depressive tanker og følelser, og det er vigtigt at søge hjælp, fordi det altid er muligt at få det bedre, selvom man i øjeblikket ikke tror på det.

Depressive symptomer kan opstå efter længere tids stress og belastning, som følge af voldsomme hændelser og traumer eller som følge af en kompliceret sorg proces. Det er dog ikke ualmindeligt, at man ikke ved, hvorfor de depressive symptomer er opstået. Depressive symptomer kan også forekomme samtidig med andre psykiske symptomer og lidelser, fx angst. Undersøgelser viser at knap hver femte får en depression i løbet af livet.

Hvis man over flere uger oplever tilbagevendende depressive tanker, er det vigtigt at søge hjælp, da det er muligt at komme igennem depressionens tåger og ud på den anden side, hvor man igen kan føle mening, glæde og tilfredshed i livet.

Man kan både kontakte sin læge, som kan hjælpe én videre til den rette hjælp, eventuelt igennem en henvisning, ligesom man også kan henvende sig direkte til en psykolog. Vi har hos axia god erfaring med at behandle let til moderat depression, og du er varmt velkommen hos os. I terapien vil vi tage udgangspunkt i terapiformerne ACT og CFT, som du kan læse mere om her. I vores samtaler vil vi sammen undersøge, hvordan det er at være dig, hvordan du kan forstå og være med dine tanker og følelser, og hvordan du kan gøre små ting, der lidt efter lidt vil hjælpe dig henimod at mærke mere energi, mening, tilfredshed og glæde i livet.

Kontakt os her, hvis du ønsker at booke tid til en samtale. Hvis du er i tvivl om, hvad du har brug for, og om et psykologisk forløb er noget for dig, er du velkommen til at kontakte os med henblik på en kort afklarende telefonsamtale.

 

“Natten er altid mørkest, lige før daggry”

Et gammelt ordsprog der kan minde os om, at der kan minde os om at håb og forandring er mulig, uanset hvor sort det ser ud.

Hvis du eller nogen du kender oplever selvmordstanker, er det vigtigt at du reagerer. Du kan kontakte egen læge med henblik på videre hjælp. Du kan også kontakte Livsliniens telefonrådgivning 70 201 201 alle årets dage fra kl. 11-05.

Hvis du eller andre har akutte selvmordstanker skal du kontakte psykiatrisk akutmodtagelse. Find kontaktinformation her. Hvis du ikke kan komme igennem bør du ringe 112.

Typiske symptomer på depression

  • Tristhed, nedtrykthed og træthed

  • Følelser af håbløshed og meningsløshed

  • Manglende energi og interesse for de ting, man plejer at gå op i

  • Følelser af ikke at slå til og negative tanker om, at man ingenting kan, og at man er uden betydning

  • Selvisolering og ingen/nedsat lyst til at se andre mennesker

  • Selvbebrejdelse og følelse af skyld over at have det, som man har det

  • Koncentrationsbesvær

  • Indre uro og rastløshed, eller en oplevelse af at alting går langsomt, og man er hæmmet i at tænke, tale eller bevæge sig

  • Søvnbesvær hvor man har svært ved at falde i søvn, ofte vågner eller vågner tidligt om morgenen – eller hvor man sover for meget

  • Stærkt nedsat eller overdreven appetit

  • Tanker om selvmord og/eller selvskade