Afhængighed
Afhængighed er en tilstand som findes i mange former og udtryk. Man kan blive afhængig af alkohol, stoffer, medicin, mad, spil, sex, sociale medier, shopping, træning, arbejde eller computerspil. Fælles for de forskellige former for afhængighed er en fysisk og/eller psykisk trang til det man er afhængig af, fordi opnåelsen af det frigiver en oplevelse af velvære og tilfredshed samt ofte også en dulmen af svære følelser og tanker, som enten kan være bevidste eller ubevidste. Vi mennesker har tendens til at søge velvære og nydelse og undgå smerte. Vores biologi spiller også ind, idet opnåelse af mange af de ting vi kan blive afhængige af, stimulerer vores belønningssystem i hjernen, som blandt andet kan frigive hormonet dopamin. Det er et hormon, som hjælper os til at føle glæde, nydelse og tilfredshed.
Dopamin er et hormon, der har en positiv effekt på os, og som vi alle oplever bliver udløst i det daglige når vi fx spiser noget vi godt kan lide, fuldfører en opgave vi er tilfredse med eller ser en god film sammen med dem vi holder af. Udfordringen ved afhængighed er, at man gradvist opbygger en tolerance der gør, at man skal gøre eller have mere og mere af det som udløser dopamin. Det sker ofte fordi man opsøger dopamin-udløsende aktiviteter, som en måde at håndtere situationer og følelser, som er svære og som man ikke i tilstrækkelig grad lykkedes med at håndtere på anden vis. Det kan skabe en ond spiral, hvor man kommer til at forstærke og fastholde den tilstand man ønsker at undgå.
I et terapeutisk forløb hos os, vil vi sammen med dig blandt andet undersøge, hvad der udløser trang hos dig, hvad det giver dig at tilfredsstille din trang, og hvad du muligvis samtidig mister eller bevæger dig væk fra, når de giver efter for trangen.
Vi arbejder ud fra tilgangen ACT, som har vist sig effektiv til behandling af afhængighed, og vil med udgangspunkt heri arbejde med dine værdier, drømme, ønsker og behov, og hvilke strategier og handlinger, der kan hjælpe dig med at leve i overensstemmelse med det du ønsker og den du er. Hvis afhængighed er opstået som en strategi til at undgå at være med svære følelser og oplevelser, vil vi skabe et trygt rum, hvor du i dit eget tempo kan øve dig i at være med det som er svært, på en måde, hvor det ikke overvælder og tager magten fra dig. Vi kan også elementer fra CFT, hvor vi kan inddrage viden om kroppen og nervesystemet samt øvelser og strategier, der kan give øge balance i nervesystemet.
Mange som er afhængige oplever følelser af skam, skyld og afmagt og det er ofte meget smertefuldt at være afhængig og opleve ikke at have kontrol over sig selv og ens trang. Afhængighed er ofte forbundet med en adfærd, som kan have negative konsekvenser for én selv og ens omgivelser, fordi ens trang og fokus på at opnå sit næste ”fix”, sætter alt andet i baggrunden, også ens egen trivsel, helbred, relationer og liv i det hele taget. Måske gør trangen og abstinenserne også, at man ændrer sig, enten helt eller i perioder, så man nærmest bliver ugenkendelig for sig selv og andre. Afhængighed kan også forstærke eller føre til symptomer på stress, angst og depression.
Hos axia har vi god erfaring med at hjælpe mennesker som kæmper med afhængighed. I nogle tilfælde vil det være meningsfuldt med et terapeutisk forløb hos os sideløbende med ambulant misbrugsbehandling, hvor der er mulighed for at følge dig tæt. Vi samarbejder meget gerne med andre aktører og har god erfaring med skræddersyede og tværfaglige indsatser til behandling af afhængighed.
Kontakt os her, hvis du ønsker at booke tid til en samtale. Hvis du er i tvivl om, hvad du har brug for, og om et psykologisk forløb er noget for dig, er du velkommen til at kontakte os med henblik på en kort afklarende telefonsamtale.
”Jeg kan være med følelserne nu, ædru, og jeg har fået erfaring med, at jeg ikke er gået i stykker af at være med følelserne. Jeg er blevet bedre til at trøste og berolige mig selv uden alkohol. Og jeg kan sige til og fra på en ny og bedre måde.”
Kvinde i 40’erne i terapeutisk behandling. Fokus på at mindske brug af alkohol til regulering af følelser.